Jullemor?

 

Okay, nu kommer vi lige ind på et af mine måske mest sårbare områder- nemlig historien bag de her to banditter. Dette bliver muligvis et lidt lang indlæg.

Når jeg ser tilbage på mit liv, for bare 5 år siden, havde jeg ikke i min VILDESTE fantasi regnet med, at jeg skulle være ‘ung mor’ – Jeg havde fuld gang i min dansekarriere og det var i træningslokalet jeg brugte størstedelen af døgnets 24 timer, jeg passede og plejede mine veninder, familie og min kæreste Cato (børnenes far) – Vi var unge, vilde, var LIGE flyttet sammen, Cato var lige blevet student og jeg læste endnu.

Jeg har altid lagt kæmpe stor energi i de projekter, som jeg har haft i luften, og havde derfor aldrig tænkt, at børn var noget jeg skulle finde plads til før MANGE år ude i fremtiden (midt 30’erne) – Sådan blev det ikke helt, for inden vi havde set os om var jeg gravid med Isaac. Vi fandt meget sent ud af det, da jeg ikke havde et eneste symptom på graviditet, heller ikke en tyk mave. Jeg gik til læge flere gange og fik lavet tests og fik hver gang sætningen: Rolig Julie!! DU SKAL IKKE HAVE EN BABY. – du har mavesår, tarmslyng, cyster og jeg skal komme efter dig, hvad jeg ikke fik afvide der var galt med mig. BULLSHIT – efter nogle måneder kom der en baby. En lille sød, dejlig, sund og rask Isaac. Verdens lækreste lille mirakelunge. Jeg må indrømme, at jeg godt lige kunne have brugt LIDT længere forbredelsestid, men jeg skal også være ærlig at sige, at havde jeg selv kunne nå at vælge et barn fra på det tidspunkt – så havde jeg gjort det.

Han legede gemmeleg og drog sin lille mor til vanvid i rigtig mange måneder uden vi vidste, at han var der. Meget mærkeligt. Men han kom og hele mit liv ændrede sig. Faktisk kan jeg ikke rigtig huske noget fra hverken fødsel eller dagene efter – kun meget få glimt af forskellige episoder. Jeg var helt kuk kuk og rundtosset og er dagen i dag LYKKELIG for at Cato var med mig på det her tidspunkt. Jeg vil vove at påstå, at han var lidt mere klar i hovedet og tog opgaven og tjansen som babydaddy til sig på 0,5. Jeg har aldrig været hende der, som nærmest sprang op i barnevognen når der kom små niecer og nevøer til verden. Jeg synes da at de var søde nok, men var absolut ikke ved at brænde sammen over det og har bestemt aldrig været i nærheden af at være skruk. Man kan vidst roligt sige at det der romantiske billede, af en mor der går rundt med giga mave, tæller dage, sætter krydser, gør klar, og nusser om børneværelset – det blev ikke mig.

De første par måneder ringede sygehuset og sygeplejerskerne konstant. Ikke fordi at de var bekymret for barnet, men fordi at de ville advare mig og forberede mig på en eventuel fødselsdepression, eller i hvertfald bare en efterreaktion, men den kom heller aldrig. Jeg vågnede op hver morgen og tænkte: Nå er det i dag jeg skal gå og hulke hele dagen, eller falde ned i et stort sort hul. Det skete aldrig, for jeg var lykkelig. Jeg følte mig som et helt menneske og fuldstændig forenet med min lille dreng. Jeg var mor- og jeg var god til det.

Nogenlunde samme historie ligger bag frk Alba, dog var min forberedelsestid noget længere og jeg havde da også en halvstor mavse til sidst.  Der er ca halvandet år imellem de to og de er fuldstændig ligesom tvillinger. De er hinandens ét og alt, og de har altid hinanden med. Cato og jeg er ret enige om, at det er vigtigt, at børnene både ser mor og far så tit som overhovedet muligt, så det der med at have dem skiftevis en uge ad gangen- den er vi ikke med på. Vi forsøger så vidt muligt at hjælpe hinanden og dele dagene op, lave ting sammen osv. Vi bor tæt på hinanden og så længe at børnene ikke går i skole endnu, så gør det ikke noget, at have base to steder.

Med årene har jeg naturligvis tænkt rigtig meget over, hvad opskriften på en god mor er? – sagen er bare, at den findes ikke. Jeg har på min egen måde måtte mærke efter i min mave og gøre de ting som JEG synes var rigtige. Jeg tror ikke nødvendigvis at man bliver en bedre mor, af at gå derhjemme i træningstøj og fedtet hår og KUN koncentrere sig om ‘lille baby nulle mulle basse’ – man glemmer sig selv og ungen bliver højest sandsynligt fuldstændig overstimuleret og morsyg. Der er self børn der græder uafbrudt i 4 måneder, de er lige “fredet” her. Stakkels forældre altså, åh!! 🙁

– For mig handler forældretjansen om kærlighed og ansvar, og hvordan skal man kunne tage ansvar for en lille baby, hvis man ikke engang kan hive sig selv op af den sorte gryde og komme ud af døren- og rent faktisk ligne et levende menneske. Jeg tror at det er sindsygt vigtigt, at man ikke lader livet og hverdagen gå i stå eller i hvertfald på standby i de år ungerne er små. Hiv dem ski da med. De er små mennesker, de kan godt holde til det og de bliver højest sandsynligt også meget nemmere at have med ud, når de bliver større. Det har været vigtigt for mig som mor, at jeg har kunne have dem med mig. Jeg ville dø indeni, hvis jeg skulle sidde hjemme hele tiden. Børnene er jo en kæmpe del af den Julie jeg er i dag- og det største man kommer til at opleve her i livet <3 få nogle unger 😉